Rust In Peace, frakking Cylons!

Callys dagbog, Galactica, 14 dage efter Ragnar-episoden

Det er sindssygt. Jeg kan nærmest ikke få det ned på papir. Cylonerne ligner os, og de har infiltreret flåden! Det går rygterne i al fald på. Normalt tror jeg ikke på sådan noget sladder bare uden videre, men frak det var nogle højtstående folk, der pippede om det i dag. Efter en lang vagt, hvor Chief og jeg atter forsøgte at fikse en af Mark VII Viper-jægerne, tog jeg et spil kort med nogle af drengene i hangaren. Mikkela “Boomer” kiggede på i et par minutter og inviterede mig til et kortspil med nogle af de andre officerer. Jeg var lidt skeptisk – det skal man altid være, når man omgås Boomer (jeg glemmer ikke bare så nemt, din so!), men tænkte, det kunne være sjovt at vinde nogle credits fra de selvfede officerer.

Ud over Mikkela og mig deltog Oberst Bjarke Tigh (han stank atter af gin) og den småskøre Doktor Magnus Baltar (han havde af en eller anden mærkværdig årsag to “sock puppets” med til spillet – skør, siger jeg jo!). Nå men som spillet gik, begyndte de tre så at tale om, at cylonerne har udviklet menneskelignende modeller, og frak, hvor blev jeg bange. Vi fik jo alle lidt at drikke, og så begyndte vi at joke lidt med, hvem der kunne være en cylon. Men på et tidspunkt var vi alle stille og kiggede mistænksomt på hinanden. Dét gav mig kuldegysninger.

“Heldigvis” blev vi hurtigt hylet ud af det, da alarmen lød, og Gaeta brummede ud af højtalerne: “Alle mand til kampstationerne. Cylon-angreb. Gør klar til at sende nød-Vipers af sted!”

Krisen blev afværget, selvom hangardrengene og jeg skulle arbejde i næsten 24 timer i træk. Men så kom nyheden. Vores systemer var blevet saboteret, og vi var derfor ét skridt længere væk fra at kunne foretage vores næste overlyshastighedshop. Udtrykkene på mine folks ansigter var deprimerende som frakking helvede, da de hørte det. Sabotage? Ja – der var helt sikkert en cylon på Galactica. Jeg havde arbejdet andetsteds under krisen og var derfor uden for mistanke. Oberst Bjarke havde næppe de tilstrækkelige evner indenfor ingeniørkunst eller jægerflyforståelse til at kunne have foretaget sabotagen af navigationssystemet. Både Magnus Baltar og Mikkela “Boomer” (soen!) havde de nødvendige evner OG intet alibi. Jeg gav Boomer er et virkelig beskidt blik, da hun gik fra sin Raptor og til opholdsrummet i dag. Hun ænsede mig knap nok ud af øjenkrogen men kom “tilfældigvis” til at sparke til min værktøjskasse, da hun gik forbi. Hun undskyldte mange gange, men jeg sværger, jeg så hende trække på smilebåndene på en dybt ubehagelig måde – bare en my og bare i et millisekund! Men jeg så det. Sådan en frakking so, altså…

Callys dagbog, Galactica, 42 dage efter Ragnar-episoden

Vi kommer ikke til at overleve det her. Vores seneste hop var ufatteligt kort, så der er stadig lang vej til Kobol. Baltar blev valgt til præsident, men måtte efter en krise afgive embeddet. Han stolede ikke på soen Mikkela (tilgiver hende aldrig for at have knaldet med min Galen!), og den småskøre doktor tænkte, det var alt for farligt at lade Bjarke Tigh blive både admiral OG præsident (Joey jokede med, at det ville have gjort ham til en “Gudekejser”). Så – og seriøst hold på hat og briller – Baltar gjorde frakking MIG til præsident!!! Det havde jeg sgu aldrig bedt om. Han er skør, siger jeg jo! Og måske en cylon!

Callys dagbog, Galactica, 49 dage efter Ragnar-episoden

Så skete det. “Boomer” var en frakking cylon hele tiden. Jeg vidste bare, at et menneske ikke kunne være så UFATTELIGT nederen som hende. Endnu engang saboterede hun vores kamp mod de frakking brødristere, og denne gang kostede det både brændstof og civile tab. Jeg skulle lige til at trække min pistol og henrette den forbandede kælling, men hun slap væk fra Galactica og over til cylon-flåden, før jeg kunne slå til. Ikke nok med det – vi havde store problemer med hårde hundeslagsmål, Vipers der skulle repareres og nu også frakking Centurions, der havde boardet Galactica.

Jeg fik til opgave først at reparere vores våbenrum og siden hen at lede vores brave marinesoldater i nærkamp mod de forbistrede maskiner. Hold kæft, det var hårdt. Aldrig har så mange skyldt så meget til så få, som til mig og mine brave marines, da vi nedkæmpede bølge efter bølge af centurions. Joey, Kobols Herrer ære hans minde, kaldte mig “Clutch Cally” før han udåndede. Galen døde også i kampen, men det gør for ondt at beskrive det. Det var frakking Mikkela selv, der skød ham. Guder, hvor jeg hader hende!

Det var vanvittigt. Centurionerne havde presset os helt ind til broen. Og brød de igennem der, ja så havde de jo naturligvis sluppet al atmosfære ud af Galactica og siden hen brugt vores våben til at nedslagte de resterende civile skibe. Boomer anførte selv deres ustandselige angreb. I aner ikke, hvor mange tapre marines, der måtte lade livet. Jeg var jo ingen soldat, så hvorfor det var mig, der skulle lede forsvaret, var jo lidt af en gåde. Så der var mange fejltrin og mange tab på vejen. Men takket være præsident Baltar (ja – vi holdt nyvalg for nylig) og admiral Tigh, og deres moralske støtte, så lykkedes det altså til sidst. Og hold kæft, jeg har det godt med mig selv lige nu.

SUCK IT, BOOMER!

Callys dagdbog, Galactica 176 dage efter Ragnar-episoden

Det har været nogle ufatteligt hårde måneder her på Galactica – og i Flåden generelt. Boomer og hendes cyloner var konstant efter os. Flådeangreb, oprør i flåden, mangel på mad, mangel på vand, sabotage, flere angreb. Hvad har vi dog ikke været igennem af strabadser. Hold kæft, jeg er glad for det fremragende lederskab, som både Admiral Bjarke Tigh og præsident Magnus Baltar har udvist. I skulle seriøst have hørt den inspirerende tale, som admiralen holdt på et tidspunkt, hvor moralen var ved at slippe op. Med sine blotte ord fik han indgydet en ny kampånd i os.

Baltar blev aldrig en folkets mand. Han er jo en lynende intelligent og ufatteligt belæst mand, men mange i flåden erklærede, at besætningerne havde fået nok af eksperter. Så gang på gang måtte den uselviske leder finde sig frataget sin retmæssige titel, smidt i fængsel og en masse andre uhyrligheder. Men på intet tidspunkt satte han sin egen jagt på magten højere end flådens overlevelse – altså med undtagelse af de halve snes gange, hvor admiralen og jeg skulle slippe alt, vi havde i hænderne for at få ham genvalgt. Men altså med samarbejde og snu lykkedes det os altså at slippe ud af cylonerne – og den forbistrede Mikkela “Boomer” – også selvom det tærede meget på os.

Admiralens Logbog, Galactica, 479 dage efter Ragnar-episoden

Wow. Bare wow. Det har været en vanvittig rejse – og en vanvittig afslutning. Vi havde med nød og næppe undsluppet den største cylon-flåde nogensinde, og så var de lige i hælene på os igen. Et horribelt mytteri fandt sted blandt piloterne efter de hårde tab, vi havde lidt i rummet, og Admiral Bjarke Tigh blev smidt i fængslet. Med så mange døde officerer var det frakking mig, der blev udpeget til både Admiral og Kommandør af Luftgruppen. Der var som sagt ingen tid og spilde. Felix var klar med koordinaterne til Kobol, og så ville vi være i sikkerhed. Vi havde ikke tid til at koordinere hoppet med resten af flåden, men eventuelle tab – sørgelige som de ville være – var at foretrække frem for et nyt, altødelæggende flådeangreb anført af soen Boomer. Så Admiral Tigh hviskede koordinaterne til mig fra sin celle og sendte mig af sted til FTL-kontrolrummet. Jeg spurtede igennem skibet. Lige da jeg gik ind på broen skreg Dee “DRADIS kontakt! Cylonerne er her!“. Vi havde ingen Vipers klar, alle kernevåben var brugt. Jeg var ikke i tvivl. Jeg flyttede Felix’s korpus, indtastede koordinaterne og brølede “Gør klar til at hoppe,” og så trykkede jeg på knappen.

Det var på det hængende hår, men det lykkedes! Vi overvandt de frakking cyloner og vi viste soen Boomer, at man ikke bare sådan kan forråde og hundse rundt med os mennesker. Det kan godt være, at vi mistede næsten alle civile skibe på vejen, moralen er lav, vi har relativt lidt brændstof og mad tilbage, men frak det – fordi vi vandt, og de tabte! Nu kalder Magnus og Bjarke på mig. Det er tid til at lave børn og sikre menneskehedens fremtid. I kan fange mig i pulerummet, hvis det er 😉

Knuz

Mit navn er Stanislava “Cally” Tyrol, Admiral af De Tolv Koloniers Flåde, Kommandør af Luftgruppen, Loyal tjener af den sande præsident, Magnus Baltar. Mor til en myrdet søn, hustru til en myrdet ægtemand. Og jeg fik min hævn. I dette liv og det næste. Suck it, Mikkela “Boomer”!