Skygger over Nørreport – Shadows over Camelot & Dead of Winter

Skygger over Nørreport – Shadows over Camelot & Dead of Winter

posted in: Kampreferat | 0

To radikale, to venstrefolk og to socialdemokrater går ind på en bar… det lyder måske som starten på en vittighed, men i går var det starten på en forræderisk aften i VUs lokaler ved Nørreport. Rentemeisteren havde for nyligt erhvervet sig Shadows Over Camelot og Dead of Winter (på mere eller mindre redelig vis) og en impromptu spilaften blev hurtigt sat op. Her følger en kort beretning om aftenenes strabadser og undertegnedes indtryk af spillenes kvaliteter.

 

Tilstedeværende:

  • Stormesteren // Aftenenes hofproviantør
  • Rentemeisteren // Vært og aftenenes ceremonimester
  • Hofsnogen
  • Hofmystikeren
  • Stridsbroder Søren
  • Bjarke
  • Jonas
  • Jomfru Simon

 

Shadows over Camelot

Aftenes hovedattraktion (udover et gnuhovede i et af lokalerne, historien om den må man spørge VU’erne om) var Shadows Over Camelot. Efter regelgennemlæsning og hofproviantørens uddeling af våde varer, blev roller uddelt. Stormesteren blev tildelt rollen som Sir Kay, Kong Arthurs fosterbror og Seneschal, Sir Galahad den fromme – Lancelots søn – blev Rentemeisteren tildelt. Hofsnogen og Hofmystikeren, den kommunistiske udgave af Dupont og Dupont, valgte at være Comrade Gagawain, Son of Stalin fremfor Sir Gawain, søn af kong Lot. Stridsbroder Søren blev tildelt Sir Percival, den oprindelige fromme helt på søgen efter den hellige gral, mens Bjarke drog til Avalon som ingen mindre end selveste kong Arthur. VU’erne, Jonas og Jomfruen Simon, spillede henholdsvis den saracenske Sir Palamedes (hvilket affødte mange gode jokes om indvandrere og Venstre aftenen igennem) og Sir Tristan, ham der, I ved, der knepper med Isolde.

Spillets måske mest interessante mekanik, er selvfølgelig loyalitetskortene, som blev uddelt lige efter. Der var med stor sandsynlighed en forræder iblandt ridderne. Men hvem end det var, vidste vi allesammen at vedkommende ikke vile afsløre sin sande identitet for senere i spillet, derfor gik første runde primært med at ridderne begav sig ud for at opdrive hæder for Camelot.

Allerede i første runde, blev Camelots østlige mure lagt under belejring. Men Comrade Gagawain og Sir Percival begav sig også allerede ud for at finde hhv. Excalibur og Den Hellige Gral, mens resten af ridderne samlede kræfter og forberedte sig på de hellige opgaver de var tildelt. Der fattedes hurtigt enighed om at den Sir Palamedes skulle forsøge at besejre den forræderiske Lancelot, mens Sir Tristan skule besejre den sorte ridder i hans egen turnering og Sir Kay skulle bekæmpe enten Saxerne eller Pikterne – alt efter hvem der var den største trussel.

Problermene hobbede sig dog hurtigt op, da belejringen tog til og flere af ridderne måtte vende tilbage til Camelot for at forsvare borgen. Sir Gawain vendte dog tilbage med Excalibur i hånd, en stor sejr for ridderne. Alt imens krøb mørkets kræfter langsomt frem langs slottets mure, her var onde kræfter på spil – hvilket eksempelvis gjorde jagten på den hellige gral sværere og sværere. Ridderne måtte kæmpe og ofre deres eget livsblod, hver tur, for ikke at forværre belejringen yderligere.

I en forræderisk tur uden lige, væltede Bjarke næsten hele læsset da han anklagede Sir Kay for at være forræder ud af det blå, samtidig med at han trak og spillede et Black Card (som han på forhånd havde set) der gjorde det umuligt for ridderne at hidkalde Merlins hjælp til at bekæmpe katapulterne foran Camelot.

Det tvang ridderne til at udæske ekstra kræfter for at bekæmpe katapulter, samtidig med at Sir Kay måtte anklage sin egen konge og fosterbror for at være forræder. Sir Kay havde ret. Kong Arthur var forræderen!

Herefter ændrede spillet tempo, således at ridderne hver tur var tæt på at tabe og var tvunget til at udføre dette eller hint for at forhindre det. Sir Percival ofrede sit sidste livsblod mens han søgte efter gralen, fremfor at lade det onde vinde. Ligesom alt virkede tabt, besejrede Sir Palamedes Lancelot og tog hans rustning og Sir Kay og Sir Galahad besejrede Saxernes invasion. Merlin vendte tilbage og besejrede flere katapulter, og pludselig var situationen en helt anden… indtil et par uheldige terningeslag næsten slog to riddere ihjel og så var katapulterne næsten i overtal igen. Med et uheldigt korttræk, var riddernes skæbne forseglet. Camelot faldt. Kong Arthur forrådte sine riddere!

Resultat: Kong Arthur (Bjarke) vandt som forræder. Mens alle andre spillere tabte og blev besejret.

20160831_212747
Bare se Kong Arthurs forræderiske nydelse ved at have tævet Camelots mure ned og slagtet de fromme og stolte riddere!

Dead of Winter

Historien om det næste spil, som desværre fandt sted uden Hofsnogen, Hofmystikeren og Stridsbroder Bjarke, kan til gengæld fortælles meget, meget kortere.

Zombierne vandt inden der var gået to runder, endda uden at forræderen (Stormesteren) selv vandt, da zombierne simpelthen vandt alt for hurtigt til at han overhovedet kunne nå at komme i gang med sit forræderi. Med et umanerligt uheldigt terningespil, fik Stridsbroder Søren ikke mindre end 3 survivors dræbt – ligesom både Stormesteren (som ellers havde samlet lidt af en hær, med halvegoistiske beslutninger) og flere andre spillere måtte se zombiebid forvandle survivors til lig. Spillet endte med at være ubarmhjertigt, primært pga. lidt af en outlier – da der ud af omtrent 15 slag (1/12 sandsynlighed for et bid hver gang) blev slået intet mindre end 6 bid (i gennemsnit ville der have været 1,25 bid ud af de terningekast).

Resultat: Vi begik allesammen selvmord. Zombierne vandt.

20160831_220605(0)
Regelsættet til Dead of Winter var en smule mere kompliceret og mindre obvious, end Shadows Over Camelot – det forårsagede en del opslag i reglerne og forvirring her og der. Som ‘førstegangsspil’ er det ikke helt så let at gå i gang med.

 

Spiloplevelse

Spillene er på sin vis relativt ens. Det har følgende tilfælles:

  • Forrædermekanik
  • Hero-mekanik (hver spiller styrer 1/1+ (SoC/DoW) helte, med særlige evner der skal udnyttes for at få det mest optimale ud af dem)
  • Kooperative opgaver, ressourcefordeling m.m.
  • En mindre spilleplade end man havde regnet med inden man pakkede det op
  • Kan vare alt fra 45 til 2+ timer alt efter hvor effektiv man er til spillet, og ift. DoW hvilket scenarie man spiller
  • Det er begge flotte spil, med stor temaværdi

Men det kooperative element, og dets skyggeside, forrædermekaniken – fungerer ganske forskelligt i de to spil. i SoC vinder alle andre end forræderen hvis ridderne vinder, i DoW har hver spiller divergerende hemmelige mål der spilteoretisk spiller alle spillere ud mod hinanden til en vis grad, forrædere eller ej. I DoW er det altså alt fra ingen til alle spillere der kan vinde. I SoC er det forræderen eller alle de andre. Forræderdelen er, i DoW, også noget der ikke bliver forløst før spillet er helt slut. Modsat SoC hvor forræderen kan ‘outes’, så er DoW et mere dystert univers hvor det ikke er meningen at der nogensinde skal opstå en følelse af at alle ikke kan være forrædere.

Alt i alt, vil jeg sige at DoW desuden er et væsentligt mere indviklet spil at sætte sig ind i. Der er mange små detaljer at forstå, modsat SoC – som generelt virker som et mere ‘åbenlyst’ spil. At man kun styrer en figur, hjælper nok også lidt.

Jeg vil ikke sige at det ene spil er bedre end det andet. Men SoC er et mere casual spil, der virker til at være meget op til korttræk og terningen ift. at finde vinderen – hvorimod DoW, selvom det også har et relativt stort tilfældighedselement, giver mulighed for en langt større grad af diplomati (at exile en spiller fungerer f.eks. også ved simpelt flertal ved bordet, fremfor via en enkelt spillers handling som i SoC) og strategi, hvilket også gør det mere baseret på spillernes evner, når en vinder skal findes.