RISK 2210

posted in: Spil | 0

pic326796_md

Der er ingen grund til at tro, at menneskeheden i fremtiden lægger krigsførelse bag sig og lever idyllisk og i fredelig sameksistens. Verden anno 2210 er præget af mindst lige så meget kamp om knappe ressourcer, rivaliseren mellem stater og begær om magt. Der er sket store omvæltninger i de 200 år fra nutiden til denne dystre fremtid. Atomkrige har gjort enorme territorier ubeboelige. Vi har bygget enorme byer under havene. Månen er moden til at blive koloniseret. Og fremtidens krige udkæmpes i stigende grad af ubemandede kampenheder – dog fortsat under ledelse af menneskelige hærførere. Har du det, der skal til for at blive verdens hersker i år 2210? Der er kun en måde at finde ud af det på. 

Antal spillere: 2-5 (Bedst med 5)

Varighed: 240-480 minutter

Grad af tilfældighed: Medium (terninger + kort)

Indehaver af spillet: Hofmystikeren

Reglerne: Regelbogen (ingen BB&B house rules pt.)

Side på BoardGameGeek: Her


Det er nyttigt at tænke på RISK 2210 som det klassiske Risk…på steroider. Det er ikke bare en tematisk udgave, der erstatter fodsoldater og kavaleri med orker eller AT-ATs. Alt er større, vildere og hurtigere i fremtidens episke kamp om verdensherredømmet. Ja – målet med spillet er stadig at dominere mest muligt territorium, og kampsystemet baserer sig nok engang på terningeslag. Men der er en række twists, der fundamentalt ændrer spiloplevelsen sammenlignet med klassikeren. Disse tiltag gør spillet mere dynamisk, det giver nogle ekstra lag af strategiske overvejelser, og vigtigst af alt – der er en fastsat grænse for, hvornår spillet slutter. Velkommen til fremtiden.

Hvad er anderledes fra Risk?

Der er en lang række forskelle fra det velkendte Risk. Her kommer en kort opsummering af hovedpunkterne:

  • For det første opererer spillet med “energi” som pengeenhed. Energi bruges til at købe commanders, command cards, rumstationer og til at byde om turrækkefølgen. Der er således et strategisk lag om, hvad og hvornår, man bruger sine hårdttjente energy tokens til.
  • Commanders og command cards. Man kan i RISK 2210 rekruttere specialiserede enheder, såkaldte commanders. De gør det muligt at indtage nye territorier (under havet og på Månen). De giver et boost ved at kæmpe med en otte-sidet terning inden for deres felt (hav for Naval Commander, land for Land Commander osv.). Endelig er de nødvendige for at købe og spille de såkaldte command cards, der kan give både taktiske og strategiske fordele – og som hurtigt kan ændre den etablerede eller forventede magtbalance. Alt fra minefelter, stealth-tropper, nuclear strikes og våbenhvile kan komme i spil – og det rigtige kort på det rigtige tidspunkt kan ødelægge selv den mest selvsikre spiller.
  • Nye territorier. Som nævnt er det muligt at indtage territorier til havs og på Månen. Disse territorier er også inddelt i kontinenter, som giver yderligere energi og enheder. Disse nye områder åbner kortet op på en helt ny måde, hvorved der er langt flere flanker end tidligere (fx i Australien).
  • Kun 5 ture! Spillet slutter, når det femte år (tur) er afsluttet. Wow. Det tager stadig 4-6 timer at spille RISK 2210, men begrænsningen tvinger alle spillere til at være offensive fra start. Ingen tid til at ‘turtle’ i Australien. Det gør spillet meget mere dynamisk og sjovt fra start til slut. Endelig tilfører det en ekstra dimension, at man før hver tur skal byde “energy tokens”, hvor højestbydende vælger, om vedkommende starter, er nummer to, tre, fire eller fem i den pågældende tur. Særligt at være sidst på sidste tur kan give ret åbenlyse fordele – såfremt man overlever de andres træk!
  • Anderledes bræt hvert spil. En fed lille feature er, at fire tilfældige territorier tages ud af spillet inden start. Disse lande er blevet ødelagt så meget under tidligere atomkrige, at de nu er ubeboelige. Dette skaber forskellige situationer hver gang, man spiller RISK 2210 – og det kan lede frem til alvorlige flaskehalse eller gøre visse kontinenter endnu mere eftertragtede.

 Spiloplevelsen

I undertegnedes ydmyge øjne er RISK 2210 klart den bedste version af spillet, jeg har prøvet. Succes kræver en god kombination af strategiske overvejelser (går jeg efter Månen? satser jeg på havet? skal jeg hoarde energy for at købe mange command cards?), diplomatiske evner (fordele territorier, få andre spillere til at balancere modstandere, osv.) og held (hvilket kort får man? slår man terninger som en Gud eller ej?). Sidstnævnte er for mig en helt nødvendig feature ved Risk ud fra underholdningsperspektiv. Det tillader også lidt role-playing ift. ens “bedste” og “mest uduelige” tropper. At besejre en ambitiøs angriber med en enkelt enhed eller to er super-tilfredsstillende – også selvom det jo ikke kommer ned til reelle evner. Disse features er naturligvis kendt fra det klassiske Risk, men dynamikken er bare større, fordi 2210 tillader flere forskellige muligheder, og fordi det tvinger tempoet – og spændingen – op med sin 5-tur-begrænsning.

Det er ikke et superdybt, brain-crunching spil som Twilight Struggle, og heller ikke så tidskrævende som Diplomacy. Det er supervelegnet til en omgang episk krig om verdensherredømmet – og man er sikker på at nå frem til en afslutning på seks timer eller derunder.

Fun stuff

Noget af det, jeg personligt elsker mest ved spillet, er selve brættet. Territorierne på landejorden, under havet og på Månen har fået meget opfindsomme, futuristiske navne, såsom fra “Northwestern Oil Emirate” (Alaska), “Amazon Desert” (Brasilien) og Aboriginal League (Vestaustralien). Kombineret med farverne og startpositionerne tillader spillet i øvrigt light role-playing. hvor den røde hær traditionelt altid er en ny form for kommunistisk stormagt (husk passende musik fra Koncertsalen), og den sorte hær af en eller anden grund ofte har det med at dominere Afrika.

House Rules

På nuværende tidspunkt ingen officielle BB&B house rules. Hofsnogen mindes dog med bitterhed en yderst kontroversiel uenighed om et bestemt kort (Orbital Mines) med Stormesteren. Så måske der alligevel er nogle ting, der skal diskuteres før spilstart næste gang.

Leave a Reply