Master of Coins – Sæsonens andet spil

posted in: Kampreferat | 0
Spil: Small World (4 player edition)

Hofmystiker Stanislav

Kammerjunker Bjarke

Rentemeister Mejling

Stridsbroder Søren


Følgende beretning er et uddrag af kæmpen Kronos’ epos ‘Slag og Kampe i Small World’:

I generationer havde den idylliske verden Small World været glemt (Mejling, 2016). Landskabet var præget af dybe skove, høje bjerge, brusende floder og frodige enge. Det eneste, der rørte sig i landskabet, var de spredte rester af fordums stolte civilisationer. Fortabte stammer der var uden lederskab og fremtid (Atlas, 2001).

Men en søndag morgen skulle den glemte idyl blive brat afbrudt. For fire visionære mænd så en helt anden virkelighed. Fire stridsbrødre der alle så landet som et oplagt mål for invasion og plyndring.

Den evigt gådefulde hofmystiker, der i øvrigt havde de absolut spidseste ører blandt de stridende brødre, så sit snit til at være den første, der skar en stor bid af Small World til sig selv. Med mystisk trolddom fremmanede han en skare af udøde kommando-skeletter, der med stor hast erobrede store landområder (Giantstrong, 1969). Ikke nok med at skeletternes kommandosoldatstræning gjorde dem i stand til at erobre landområder med ufatteligt få soldeter, så levendegjorde de også ligene af mange af de stammemænd, der havde kæmpet en håbløs kamp om at beholde resterne af deres engang så storslåede imperier. Hofmystikerens kommandoskelletter så ud til at blive en magtfaktor i Small World i mange år fremover (Metheus, 689).

Kommandoskeletterne havde fokuseret deres angreb på den nordvestlige del af Small World, hvilket åbnede et magtvakuum, hvor den snarrådige leder af Skovens Troldmænd, Stridsbroder Søren, kunne slå sig løs uden nævneværdig modstand. Ikke nok med at stridsbroderens troldmænd, der i årtusinder havde beboet denne og andre dimensioners skove, tjente stygt på deres dominans over Small Worlds skovområder, de formåede også at belejre og besejre de magiske centre, der stadig emmede af uldtidens trolddom. Skovens troldmænd var klar til at blive umådeligt rige (Milne, 1954).

Hvor Skovens Troldmænd indførte rolig og behersket dominans over deres nye østlige fyrstendømmer, forholdte det sig ganske anderledes i syden. Den ellers besindige Rentemeister havde sat sig for at kommandere en horde af plyndrende orker. Orkerne drog fra region til region og stjal, nuppede, ranede, neglede alt der ikke var naglet fast. Small Worlds sydlige regioner sumpe og marsker var nu fyldt med blod og død, hvor der før havde været vand og liv. Kun sydens bjerge satte en stopper for orkerne, der forsøgte at erobre dem ved at tilkalde lokale forstærkninger. De lykkede dog ikke hvilket satte en brat men dog midlertidig stopper for deres invasion (host, host terningen var biased host) (Grey Giant, 1992).

I nordvest stod kommandoskelletterne, i øst stod skovens troldmænd og i syd stod de hærgende orker. Der var derfor ikke længere et oplagt tomrum for den evigt magthungrende Kammerjunker. Han tog derfor en modig beslutning: Han satte sig i spidsen for en frygtindgydende armé af amfibiesoldater, de halvt menneskelige halvt søuhyrslignende tritoner, der ud af vandet trak drager med sig fra havets dyb (Jones, 1981). Med denne skrækindjagende hær igangsatte tritonerne en række af koordinerede landgangsinvasioner, mod de dårligt forberede kommandoskeletter, hvis lige ikke havde kendt mage siden Agamemnons landgang på Lilleasiens kyster. Med et slag var de ellers så frygtede kommandoskeletter ikke længere den magtfaktor, de havde været (Ymer, 38).

År og dage gik og mens orkernes og troldmændenes riger fik lov at blomstre uberørt, udkæmpede Kammerjunkeren og Hofmystikeren det ene blodige slag efter det andet. I sidste ende mistede Hofmystikeren dog tiltroen til at kommandoskeletterne havde nogen form for fremtid i Small World og lod dem i stikken. Uden leder og mål gik den udøde civilisation i forfald (Ymer, 38).

Men det var ikke det sidste Small World så til Hofmystikeren. For mens de øvrige riger konsoliderede deres position fandt han i al hemmelighed nye allierede: Bjergenes kæmper. Som alle ved havde en ung kæmpe kun to valg, når han blev voksen: Drag i krig eller bliv historiker. Kæmperne tjente derfor store summer af guld i løbet af de næste mange år ved at nedfælde krønikerne for alle de civilisationer, der gik i forfald (og for senere at opkræve uhyre summer i ophavsrettighedsgebyrer for selv samme krøniker).

Kæmperne så ét mål for sig: Sydens hærgende orker. Kæmperne drog ned fra de bjerge, som orkerne tidligere havde haft så mange genstridigheder med og kvaste bagtroppen af orkernes fremmarch. Orkerne blev derfor presset længere og længere østover for at undgå de talstærkt overlegne kæmper.

Orkernes folkevandring mod øst pressede de stolte og gamle skovtroldmænd, der så deres skæbne i øjnene med oprejst pande, og lod deres civilisation gå i forfald. Men stridsbroder Søren havde dog et helt andet es i ærmet. Hans plan forandrede for altid krigsstrategien i Small World. Hvor tidligere generationer havde væltet ind som en flodbølge fra et af verdenshjørnerne, havde han helt andre revolutionerende tanker.

Stridsbroderen valgte at indgå en pagt med de udødelige, flyvende elvere. Elverne kunne grundet deres vinger foretage nålestiksoperationer overalt på kortet, og ramme alle de steder, hvor deres modstandere stod svagest. Ingen kunne vide sig sikre for den flyvende (om end lettere fimsede) død fra oven (Wagner, 1991).

Orkerne vidste deres tid var kommet. Presset fra kæmperne mod syd og tritonerne, der efterhånden havde bredt deres rige hele vejen til Small Worlds centrum, var for meget. De flyvende elvere var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Mens orkerne blev nedslagtet, så Rentemeisteren sit snit til at indgå en pagt med de gådefulde gobliner, hvis kontakt til og indsigt i det spirituelle plan overgik selv Hofmystikerens. Den evigt pengebegærlige rentemeister fik endog en betydelig medgift for goblinernes troskab. Goblinerne så sit snit til at gå direkte og køligt efter de sidste rester af troldmændenes fyrstendømme og erobrede de skovfyldte områder mod nord (Gobliende, 1982).

Kammerjunkerens tritoner måtte i sidste ende også give op for presset fra goblinerne i nord og elvernes skygge, der som en valkyrie fløj over landet og spredte rædsel. Men dem, der troede at Kammerjunkeren var væk, tog grueligt fejl. For han vendte tilbage i øst og med sig havde en skare af rottekøbmand, hvis antal ingen nogensinde havde set lige. Disse tusinder og atter tusinder lukrerede på den forfaldne ork-civilisation, og forvandlede hvad der førhen havde været en lunken forretning, til et lukrativt imperium af handlende rotter (Rats, 2003). Kombinationen af antal og økonomisk var muligvis den perfekte kombination.

Kammerjunkeren havde dog i al sin iver efter at opnå de mest magtfulde tropper i Small World glemt en simpel lektie fra den internationale politiks realistiske skole: Når man går efter hegemonisk magt, maler man en stor skydeskive i panden på sig selv, indtil man opnår den!

Rentemeisteren satte nu alt ind på at samle Hofmystikeren og Stridsbroder Søren i et uhelligt triumvirat, der sammen skulle sætte en stopper for rottemændenes raseren. Triumviratet var hverken særligt loyalt mod hindanden og ej heller formåede det at koordinere dets interesser i større omfang, men det satte en effektiv stopper for rottemændenes ekspansion.

Denne diplomatiske strategi koblede Rentemeisteren i øvrigt med en anden snu plan. Han lod sine gobliner gå i forfald, men på grund af deres okkulte kontakt med den åndelige verden formåede han at beholde kontrollen over indtægterne fra både resterne af goblinernes rige og de sidste enklaver af orkisk indflydelse. Og med det besluttede Rentemeisteren sig for, at benytte sig af en strategi så defensiv, så tilbageholdende og så kedelig, at selv den franske Maginot-linje kom til at virke som en fremadstormende affære. Han valgte de bivuakbeboende hobbitter som sin næste hær. Halvdelen af hobbitterne boede i uindtagelige huler, og den anden halvdel havde forskanset sig i så mange bivuakker, at ingen nogensinde havde kendt mage. For denne kedelige strategi blev den grådige rentemeister i øvrigt belønnet med en medgift svarende til en hel årsindtjening fra rottekøbmændenes handelsimperium (Magog, 1999).

Hofmystikeren gav sine kæmper ordrer om at nedfælde deres sidste beretning: Legenden om deres eget forfald! I stedet tog han kommandoen over de djævelske troldkarle, hvis dæmoniske, aggressive fremfærd ej må forveksles med skovens, dybsindige troldmænd. Deres evne til med tankens kraft at omvende enlige, fjendtlige soldater var skrækindjagende. Med et simpelt ”Wololo” kunne de omvende selv de mest fanatiske modstandere til deres sag (Leviathan, 333).

Men det var ikke slut med kræfter fra mørkets dyb. Stridsbroder Søren, der ellers havde kommanderet himlens, hellige elvere, slog sig nu sammen med Kobolderne. Et diminutivt folkefærd, der udover at være mere talrige end selv rottekøbmændene, tilmed var forbandede. En forbandet race fra et forbandet sted. Deres tropper væltede indover landet og fejede mange rester af fordums magt af bordet; heriblandt sydens orker (Goliath, 534).

Med de sidste rester af orkernes hærgen fejet af bordet greb Rentemeisteren de hærgende dværge. Racen, der var blevet kasseret af mange, grundet deres ringe antal, viste sig dog at give ham en fordel. Dværgene angreb det hidtil nærmest oversete sydvestlige hjørne af Small World, der var fyldt med miner og sjældne jordarter. Da alle troede at dværgenes hærgen var slut, omgrupperede de sig dog imod al forventning for at kaste sig ud i endnu en blodig kampagne allerede inden støvet fra den første havde lagt sig (Grimm, Grimm & Grimm, 1937).

Alle de stridende kræfter i Small World havde nu brugt deres sidste kræfter. Ingen ork-ede (badum tschhh) at kæmpe mere… Ingen udover Kammerjunkeren! Han samlede de frådende, vanvittige, blodrusbedøvede, underjordiske trolde bag sig og indledte en bersærkergang henover kontinentet. Denne rus var drevet af et brændende had til triumviratets styrker, der i årevis havde inddæmmet hans rottekøbmænd. Men ak, bersærkergang kan være et tveægget sværd, og gang på gang var krigslykken (host, host terningen host) ikke med troldene. Den frygtede bersærkergang endte ud med mere at ligne en pigesur smækken med døren end et egentligt erobringstogt (Bruse, 1789).

De fire krigsherrer kiggede hinanden i øjnene og afgjorde, at det nu var tid til at gøre krigsbyttet op. Hvem havde stjålet, erobret og plyndret mest?

Det viste sig, at på trods af Kammerjunkerens havde kommanderet de på papiret muligvis stærkeste racer, havde han slet ikke havde opnået den indtjening, som han havde håbet på. Triumviratet havde med stor succes inddæmmet hans hærgen, hvilket i sidste ende gav ham et bytte på 74 guldmønter. En gammel vismand påpegede engang, at den der laver den første aggression i Small World, også ofte er den, de andre rotter (badum tschhh) sig sammen imod.

Stridsbroder Søren viste sig, at have haft en solid indtjening på sine skovtroldmænd og særligt på sine flyvende elvere, der var en katastrofe for alle andre spillere på pladen. Sammen skaffede de ham nøjsomme 87 guldmønter. Mange har igennem tiderne undret sig over, at han ikke løb af med sejren, men i sidste ende viste det sig, at hans flyvende elvere var bedre til at holde andre nede end til at skrabe mange penge sammen.

Andre kilder peger på, at det muligvis var Hofmystikeren, der havde haft de mest potente kombinationer i spillet. Kommandoskeletterne og troldkarlene viste sig at have samlet en imponerede sum bestående af 90 skinnende guldmønter. Men som flere kæmpe-historikere har påpeget, så var det sandsynligvis Kammerjunker Bjarkes indledende angreb i Small Worlds første år på kommandoskeletterne, der i sidste ende kostede Hofmystikeren sejren.

Mørket var efterhånden faldet på og i Backstab Manors kolde, fugtige, dunkle hjørne hørtes en nederdrægtig, gnækkende latter. Latteren kom fra det bjerg af gulddukater, som Rentemeisteren sad på. Han havde neglet en sum større end nogen af de andre til dato havde set. En ovevældende guldgrube bestående af 94 rigsdaler i klingende mønt! Hvordan var det gået til? På papiret havde han kommanderet rigets svageste racer. Dværgene, der var det mindst folkerige folkeslag i riget og de komplet defensive hobbitter var ikke ligefrem nogen, der havde placeret ham blandt favoritterne?

Kæmperne, der i dag lever i skjul efter bjergriger blev forladt, undrer sig stadig over, hvordan det kunne lade sig gøre. Den mest udbredte teori er, at Rentemeisteren gennem lige dele kedelig, defensiv strategi og umådelige mængder klynk og udbrud som ”Gå efter Bjarke! Gå nu efter Bjarke! Han er herre stærk! Han vinder helt sikkert!” formåede at flyve under radaren (magisk instrument til opdagelse af flyvende elvere red.) i store dele af spillet. Det blev kombineret med, at han ved at vælge de mindst populære racer til at udgøre geledderne i sine bander, skrabede enorme mængder af guldmønter sammen. (Bruse, 1789; Atlas, 2001)

Hvorvidt dette er sandt ved ingen – udover de fire krigsherrer, der i en svunden tid sølede Small World ind i blod…

Litteraturliste

Atlas, Globus. (2001). Trolling through the ages. Penguin Classics.

Bruse, Bukke. (1789). Rock and Troll. JSTOR.

Giantstrong, Neil. (1969). A Small Step for a Man but a Giant’s Step on Mankind. Oxford. Oxford University Press.

Gobliende, Isabel. (1982). Åndernes Sus. København. Kæmpedal.

Goliath, David. (534 B.C.). So you thought Kobold was a colour? London. British Foreign Bible Society.

Grey Giant, John the. (1992). Orcs are from Mordor, Uruk-Hai are from Isengard. HarperCollins.

Grimm, Grimm & Grimm, Tom; Bert & William. (1937). Snehvide lig og de syv, vrede dværge. Walt Disney Studios.

Jones, Davy. (1981). Unleash the dragon. Los Angeles. Warner Brothers.

Leviathan, Guinness (333). Thirtythree and a Third Differences Between Sorcerers and Wizards. Copenhagen. The Globe.

Magog, Gog. (1999). Kunsten at slå et telt op på en kedelig måde. 3DO.

Mejling, Mikkel. (2016, 27. november 2016). Sådan lærer du at stave Small World i to ord, Stanislav. Lokaliseret den 27. november 2016 på www.: http://betrayal.dk/master-of-coins-saesonens-andet-spil/

Metheus, Pro (689 B.C.). At ’kæmpe’ om Small World. Athen. Akademia.

Milne, J.R.R. (1954). Fangorn, 100-meter-skoven og andre magiske naturoplevelser. George Allen & Unwin.

Rats, 50. (2003). Get rich or die tryin’. Shady & Aftermath.

Wagner, Richard. (1991). Ride of the Elves. Berlin. Deutsche Grammophon.

Ymer, A.. (38). At tage benene på nakken: En historie om skeletters storhed og fald. Reykjavik. Mjodvitnir.