Fortune and Glory

posted in: Spil | 0

Alexander Cartwright kiggede dybt i det Daiquiri-glas han lige havde tømt. Glasset var stadig så koldt at den tunge luft i Havana fik duggen til at løbe ned ad glassets side. Endnu engang måtte han konstatere, at slutningen på hans bog “Den gamle mand og oceanet” ikke lå på bunden af glasset. Han skulle lige til at bestille én mere, da en hånd lagde sig på hans skulder. “Cartwright, Old Chum!”. Han kiggede op og så ind i et ansigt, han ikke havde set længe. Det tilhørte hans gamle ven Duke Dudley. En mørk sky løftede sig fra Cartwrights hjerte men landede lige så hurtigt igen, da han så at sin gamle nemesis, Dr. Stanislav Zhukov, stod bag ved hertugen. Duke Dudley så hurtigt det mistroiske blik, der blev udvekslet mellem de gamle ærkefjender. Cartwright knurrede: “Stannis, jeg tilgiver dig aldrig for at have taget The Spear of the Monkey God, mens jeg hang og dinglede over en afgrund fyldt med krokodiller”. Dr. Stanislav Zhukov udbrød på sit forkrøblede forsøg på at tale et vesterlandsk sprog: “Og jag aldrig tilgiver dag får hele affæren i The Temple Orf Atlamtis!…”. Hertugen afbrød dem begge: “Cartwright! Stannis! I må lægge alting bag jer. Den okkulte nazist Dr. Teufel er på vej mod hjertet af Congo for at lægge sin klamme hånd på The Tears of Hades. Vi må og skal stoppe ham!”. Cartwright sukkede og greb sit storvildtsgevær. Endnu et eventyr. Endnu en nazist der ikke havde lært lektien. Forhåbentlig kunne der komme en god novelle ud af det… 

 

Antal spillere: 1-8 spillere

Varighed: 90-240+ minutter (varierer efter hvor meget spillerne kender til spillet)

Grad af tilfældighed: Mellemhøj til høj. Terningeslag, Korttrækning.

Indehaver af spillet: Rentemeisteren

Reglerne: Reglerne (ingen BB&B house rules pt.). Spillets hjemmeside. Quick Start Guide.

Side på BoardGameGeek: Her


 

Fortune and Glory er et af de mest vellykkede og overdådige forsøg på at genoplive 1920’ernes og 1930’ernes Pulp-genre, som de fleste af os nok kender fra de tre legendariske Indiana Jones-film. Spillet kan spilles kompetitivt hvor de forskellige eventyrere forsøger at nå først frem til de mystiske artefakter, der gemmer sig rundt omkring på spillebrættet. Men spillet kan også spilles kooperativt, hvor spillerne arbejder sammen for at undgå, at tidens største fjender, Nazisterne og Mafiaen, når frem til dem først. Eller – hvis man er i humør til en hård omgang – så kan spillerne spille mod både nazister og hinanden samtidig. Spillet har også mulighed for at man tilføjer en række ekstra-regler for at gøre det mere kompliceret. Her kan man eksempelvis tilføje sammenstyrtende templer eller dybe jungler, der alle er med til at gøre det sværere for spillerne at nå frem til deres mål.

 

Spillets grundmekanikker

Hver runde i spillet er opdelt i fire faser. For hver fase har alle spillere en tur.

Initiative Phase: Spillerne slår om initiativet. Bedste slag starter hver fase i den pågældende runde. Det tilføjer et ekstra element af tilfældighed, som kan gøre det ekstra nervepirrende for den spiller, der forsøger at lægge planer et par ture frem i tiden.

Movement Phase: Spillerne slår efter tur, hvor langt de kan bevæge sig i den pågældende runde. Det er Rentemeisterens opfattelse, at selvom dette giver et ekstra element af uforudsigelighed, så kan denne regel med fordel ændres. Reglerne lægger også selv op til, at man kan fastsætte et fast antal felter man kan bevæge sig, hvilket er anbefalelsesværdigt.
Spillerne rykker sig herefter til vands, til lands eller i luften efter de tilfældigt placerede artefakter, der er på spillebrættet. Disse artefakter er også tilfældigt sammensat. Det vil sige, at den ene halvdel af titlen som f.eks. “The Heart of…” er på et separat kort fra eksempelvis “Poseidon“, som udgør artefaktets anden halvdel. Da de to kort også hver især afgør hvor hhv. profitabel og besværligt, det er at få fat i den nævnte artefakt, kan det lige pludselig være meget attraktivt for mange spillere at nå en helt særlig artefakt.
Spillerne bruger også runden til at rykke mod byer for at sælge de artefakter, de allerede har taget for at opnå spillets ene møntenhed Fortune. Det er den der i sidste ende afgør, hvem der vinder.

Adventure Phase: De spillere, der er nået frem til en af de lokationer, hvor der befinder sig en artefakt, skal nu forsøge at finde frem til den. Som spiller trækker man et dobbeltsidet Adventure-kort. Kortets face-up-side beskriver en situation, som helten skal forsøge at overvinde på den ene eller den anden måde. Har man f.eks. at gøre med en Ancient Puzzle, skal spilleren med sin Cunning-score forsøge at klare testen. Her er der selvsagt visse helte, der er langt mere egnet til at klare den slags udfordringer. Der er også udfordringer, som lader helten vælge imellem forskellige løsninger. Når man får serveret forgiftet mad, vil man så bruge sin snuhed til at gætte at maden er forgiftet, eller vil man bare benytte sig af sin Iron Stomach og æde sig igennem det? Klarer spilleren udfordringen er han et skridt tættere på at nå artefaktet, og han kan indkassere en vis mængde af spillets anden møntenhed Glory.
Når spilleren har klaret en udfordring kan han enten vælge at fortsætte med en ny udfordring eller Camp Down. Hvis han vælger at slå sig ned for natten heler han sine sår, og han indkasserer den Glory han har fået indtil videre. Men han sender også samtidig turen videre til den næste spiller. Er der én, der forsøger at få samme artefakt, kan det jo være at vedkommende snupper den for næsen af én, hvilket giver et vist pres for at fortsætte. Fortsætter man derimod kan man forsøge at nå alle udfordringerne og få fingre i selve artefaktet. Men skulle én af udfordringerne være for svær, så bliver situationen en helt anden.
Det Adventure-kort, hvis udfordring man måtte fejle, bliver vendt om og forvandler sig til en Cliffhanger-situation. Det mystiske baggårdsmøde man stod i bliver til et baghold, den skrøbelige hængebro, man forsøgte at gå over, falder sammen, eller de oldgamle statuer i templet bliver levende. Og her lader man så sin helt i bedste Pulp-genre-stil blive hængende indtil næste tur.

End Phase: Spiller man basis-udgaven af spillet, så sker der ikke meget i denne fase, udover at man udskifter de artefakter, der måtte være blevet indsamlet i løbet af spillet. Men spiller man nogle af de mere avancerede spilversioner, så bevæger tyskernes Zeppeliner sig rundt på kortet og udspyr SS-soldater. Og værre endnu rykker skurkene (nazisterne eller mafiaen) sig i forsøget på at stjæle artefakterne.

 

Spiloplevelsen

Spillet er overvældende inden man overhovedet har åbnet kassen, for den er i sig selv enormt stor. Kassen indeholder så også alt, hvad hjertet kunne ønske sig af miniaturefigurer, forskellige kortsæt, det aztekerlignende Fortune, et soundtrack til spillet og meget mere. Er man derfor til lir og production value, så er spillet virkelig velegnet.

Når man som spiller sidder midt i at kæmpe sig igennem den ene udfordring efter den anden for at opnå et særligt lukrativt artefakt, kan det virkelig være nervepirrende, og spillets Cliffhanger-mekanik er en fremragende måde at illudere 30’ernes pulp-genre.

Fortune and Glory fortjener at blive role played. Halvdelen af spiloplevelsen består i at leve sig ind i, hvorfor den algerisk-fødte, franske, enøjede gravrøver, Jacques Moreau, er så forhippet på at nå til The Gauntlet of the Dead på den mongolske højslette, før den amerikanske gangster “Icebox” Eddie får sine klamme fingre i den. Og hvorfor den machiavelliske franskmand alligevel kniber en tåre, da hans trofaste chauffør må ofre sit liv for at få ham ud af det kviksand, han var fanget i. Hvis spillerne rundt om bordet indlever sig lidt i den story telling, som foregår når de andre spillere har tur, så er spillet uovertruffet.

Gør man ikke det, kan spillet godt til tider virke lidt langt. Slog man f.eks. en 1’er, da man skulle slå hvor langt man kunne rykke i denne runde, kan man ikke foretage sig meget af værdi. Eller hvis man for tredje runde i streg ryger ind i en Cliffhanger-situation, så man endnu engang ikke kan få fat i det artefakt man er ude efter, bliver det også lidt tungt. Disse problemer forstærkes især, hvis man er mange spillere med

Meget af det kan dog afhjælpes med lidt kreative house rules. Bestemmer man sig for, at spillerne som minimum skal kunne rykke tre felter, eller skruer man op for antallet af artefakter på banen, får alle spillere hurtigt en mulighed for at være med.

Rentemeisteren har dog tilladt sig forneden at indsætte to videoer, der viser henholdsvis det positive (Table Top) og det negative spin (Shut Up & Sit Down) på spillet.

Det skal dog stå kystalklart, at Rentemeisteren er af den opfattelse at spillets mindre skønhedsfejl let opvejes af den altovervældende følelse af Indiana Jones og The Mummy, som spillet oser af.