Én Ring er over dem Alle

Én Ring er over dem Alle

posted in: Kampreferat | 0

Tre har elvernes konge i dybeste skove,
Syv har dværgenes herrer i sale af sten,
Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove,
Én har den natsorte fyrste for ondskab og mén
I Mordors land, hvor skygger ruge.
Én Ring er over dem alle, én Ring kan finde de andre
Én Ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle
I Mordors land, hvor skygger ruge

 

Den 25. oktober, år 3018 i solens tredje alder, Kløvedal
Elrond Halv-elv sukkede dybt. Rundt omkring ham sad en umage, broget forsamling – den ene mere særpræget end den anden. Én ting havde de dog til fælles: Alle sad de og råbte i munden på hinanden. Elverne råbte, at truslen stod for døren og ingen gjorde noget, menneskene råbte, at de havde betalt prisen i årtusinder for alle andres sikkerhed, dværgene råbte af alle på en gang; selv Gandalf den Grå lod sig rive med.  Én ting var sikkert og vist: Elrond Halv-elvs mål om at genoplive den sidste alliance af alle Midgårds racer for sammen at slå til mod truslen fra Mordor ville ikke blive opfyldt. I sit allerinderste tænkte Elrond sagte, om det havde været bedre, hvis han var taget af sted sammen med Celebrian til de Udødelige Lande? Der var jo alligevel ikke noget tilbage at frelse i Midgård. Dværgene havde aldrig keret sig om andet end guld og rigdomme. Numenors blod var efterhånden så fortyndet, at de mennesker der sad omkring ham ikke havde et gran af højhed i sig. Og hvad angik hans egen race, så viste Thranduil med al tydelighed, at han og hans elvere fra Dunkelskov ikke ville yde de samme ofre, som hans forfader Oropher havde gjort tre tusinde år forinden. Var der overhovedet håb tilbage? Var det overhovedet muligt at skabe nogen form for samling, eller var hele Midgård dømt til undergang; trådt under fode af Joerons – eller som han hed på Mordors sorte sprog, Johannes‘ – sorte støvle?

“Jeg gør det”. En spagfærdig stemme skar på mærkværdig vis gennem al larmen. “Jeg kan bringe ringen til Mordor. Selvom jeg ikke kender vejen.” På én og samme tid lettedes byrden på Elrond Halvelvs skuldre samtidig med, at den også blev uendeligt tungere. Stemmen havde tilhørt Miklo, den ukuelige hobbit fra Herredet, der havde bragt Ringen til Imladris i første omgang. Denne lille skabning, der allerede havde lidt så meget, skulle nu gives en endnu tungere byrde. Ikke alene lå alle Midgårds skæbner i hans hænder, men med hvert eneste skridt mod Dommedagsbjerget skulle han kæmpe mod al den ondskab, nidkærhed, grusomhed, jalousi, vrede – ja, alt hvad der karakteriserede Joeron – koncentreret i en lille ring om hans hals.

Rundt omkring Miklo stimlede resten af Rådet sammen. Gandalf den Grå tilbød Miklo sin støtte, Aragorn II Elessar ligeså. Thranduils søn, Legolas, og Gimli, søn af Glóin var hurtige til også at melde sig. Selv Boromir, Denethors modige, men stædige, søn sluttede sig til skaren. Og Miklos følgesvende fra Herredet, Samvis, Meriadoc og Peregrin sluttede sig til, hvad Elrond nu med en sær stolthed kunne proklamere for Ringens Broderskab.

Broderskabet drog i hast af sted fra Kløvedal. Hurtigt mod syd. Men ak, Elrond Halv-elvs magi rakte ikke længere så langt som i hans fordums storhed. Han evnede ikke at strække sin beskyttelse meget længere end til Imladris’ grænser. Han vidste, at med den fart, som broderskabet skød, ville Joerons onde, røde øje hurtigt blive draget mod Broderskabets færd. Ikke længe efter at Broderskabet havde forladt Kløvedal følte Elrond et stik i hjertet. Som om en stor tomhed pludselig fyldte ham. Som et lys der var blevet slukket og nu kun havde efterladt sig mørke. Elrond Halv-elv vidste med det samme, hvad der var hændt. Stik imod hans bedre råd, var Broderskabet draget igennem Khazad-dums miner, og Gandalf var ikke mere. Dværgene havde gravet for dybt og for grådigt og havde vækket en rædsel, som Midgård havde været forskånet for siden Morgoths tid. Elrond vidste godt, at Durins Bane stadig lurede i dybet. Det samme havde Gandalf vidst, og alligevel havde han taget Broderskabet med i dybet. Elronds spejdere rapporterede, at en af De Ni var set flyve til Morias miner. Det var meget tvilvsomt, om resterne af Broderskabet nogensinde ville nå ud af minerne.

En ulykke kommer dog sjældent alene. En budbringer kom med rapporter fra Syd. Hvad der burde have været en stærk og trofast alliereret, havde nu vist sig at være en slange i en vendekåbe. Den mægtigste troldmand i hele Midgård, Johanuman den Hvide, havde bekendt sin sande kulør. Elrond sad bedrøvet tilbage men egentlig ikke overrasket. Johanuman – eller som han blev kaldt på urukernes sorte sprog, Johannes – havde aldrig været til at stole på; glat som en ål og altid ude efter mere magt. Men hans forræderi strakte sig længere end ventet. I hemmelighed havde skabt sig en mægtig hær, som han ikke tøvede med at bruge. Med ét angreb han kongeriget Rohan – et engang stolt rytterfolk, der nu blot var en skygge af sig selv. Eomer, en modig ung hærfører forsøgte modigt at forsvare vadestedet over floden Isen, men det viste sig at være forgæves. Han trak sine få styrker tilbage til Rohans mægtige fæstning, Helms Dyb. Elrond læste med vantro det ene brev efter det andet, som kurererne bragte dem til ham. Rohan var, efter Vestfolden var faldet, nu officielt i krig med Johanuman, men selvom den gamle Kong Theoden samlede tropper om sig i Edoras, var han langt fra stærk nok til at kunne bryde Isengards overvældende belejring af Helms Dyb. Gang på gang på gang kom forlydender om stormløb mod den ældgamle fæstning, og gang på gang blev de slået tilbage. Spejderne rapporterede om, at en enkelt mand stod alene på fæstningsværkerne og med overmenneskelig styrke holdt fjenden ude af borgen. Men ak, denne ensomme krigers beundringsværidge kamp var en kamp, han var dømt til at tabe. Forstærkningerne kom aldrig, og Helms Dyb faldt. Kong Theoden sendte et brev til Elrond og bad ham om at træde ind i krigen og sende forstærkninger. “Hvad kan mennesker gøre mod så hensynsløs vrede?” spurgte Theoden Elrond i sit desperate brev. Elrond skrev aldrig et svar, for hvad skulle han sige? At elverne endnu ikke var trådt ind i krigen, fordi han, Galdriel, Cirdan og Thranduil ikke kunne blive enige om, hvorvidt elverne skulle kæmpe eller blot forlade Midgård for bestandig?

Skønt Helms Dyb var faldet, var Rohan det ikke endnu. Langsomt men sikkert blev Rohans tropper presset tilbage, men der var nu flere ryttere i Rohans hær, end der nogensinde før havde været. Rytterne havde for en kort stund forladt Edoras men stod nu klar til at forsvare deres Kongsstad med en mægtig hær. Og hvad bedre var, et særligt rygte var blevet spredt og havde nået Elronds ører. I spidsen for Rohans hær stod en mægtig, hvid troldmand: Gandalf den Hvide! Fra dødens skygger var Gandalf vendt tilbage. Han havde på ryggen af sin mægtige hingst, Skyggefaxe, redet til Minas Tirith og havde vækket Gondors vrede. Og nu var han vendt tilbage for at knuse Johanumans styrker! Elrond hørte også endnu særere forlydender. Gimli, Gloins søn havde sammen med Peregrin forladt Ringens Broderskab og var draget nordpå. Peregrin havde haft held med at overbevise mennskene i Dal om at Krigen også vedkom dem. Og hvad bedre var, Gimli havde bragt dværgene i Erebor til at erklære krig mod alle Skyggens riger. Da nyheden om, at resten af broderskabet var nået sikkert frem til Lothlorien kneb Elrond en tåre. Måske var Midgårds skæbne alligevel ikke forsejlet.

Men ak, dårlige nyheder var aldrig langt borte i Solens tredje alder, og de dårlige nyheders herre, Joeron, var ikke sen til at levere dem. Han kommanderede sin nederdrægtige tjener, Johanuman, til at angribe Edoras. Et mægtigt slag udspillede sig. Gandalfs stav skød om sig med ildkugler og troldom, og på den anden side indgød de udøde ringånder frygt i Rohans hjerter. Ringånderne – eller som de hed på Mordors sorte sproge Naz-Schuldt – havde engang været stolte mænd. Medlemmer af et mægtigt broderskab under ledelse af en Stormester – den viseste af alle mænd. Men de var alle ni blevet ledt ind i mørket af Joeron, der over alt andet sår splid og jalousi. Joeron gjorde dem misundelige og fyldte deres hjerter med ønsket om at ville være stormestre i stedet for den sande stormester. For den forseelse var de blevet udstødt – evigt dømt til at vandre på jord i søgen efter en ny Stormester.

Slaget stod på i flere dage, men selv Gandalfs magi stod ikke mål med den nederdrægtighed, som Joeron havde indgydt i sine tjenere. Til slut faldt Edoras og med det både Rohans sidste styrker og den mægtige troldmand Gandalf. Elrond tænkte for sig selv, at solidaritet blandt mennesker var en sjældenhed. “Hvor var Gondor, da Vestfolden faldt?” spurgte han sig selv. “Hvor var Gondor, da Rohans fjender omsluttede dem? Hvor var Gon…” det nyttede ikke at spørge. Gondor var trådt ind i krigen men alt for sent og nu var Rohan faldet.

Elrond modtog endnu en depeche. Men ikke fra Rohan denne gang. Nej, denne gang kom budskabet fra selveste Galadriel. Hun havde beskyttet broderskabet i Lothlorien, men det havde draget Joerons onde øje. En mægtig hær bestående af både orker fra Moria, bjergtrolde og endda Warg-ryttere og Uruk-Hai fra Isengard havde angrebet hendes rige. Elrond vidste, at der var intet han kunne gøre. Hans egne krigere var på den forkerte side af Tågebjergene, og Thranduil havde aldrig bekymret sig om andet, end hvad der foregik inden for Dunkelskovs grænser. Langsomt men sikkert faldt Midgårds bastioner én efter én. Helms Dyb havde været den første og nu Lothlorien. Den eneste gode nyhed var, at Galdriels tjenere havde bragt broderskabet sikkert ud af riget og havde sendt dem videre mod Mordors land, hvor skygger ruge.

I Gondor oprustede man på livet løs. Tropper strømmede ind fra Dol Amroth og sikrede fæstningen ved Osgiliath. Denethor havde lagt en plan. Så længe Osgiliath holdt stand, kunne man nøjes med at kæmpe på én fron, og så behøvede man ikke at have tropper i Minas Tirith. Den hvide by lå helt beskyttet af Osgiliath på den ene side, en bjergkæde på den anden og Rohan på sin tredje side. Men med Rohans fald virkede denne plan nu ikke længere. Denethor trak nogle af sine tropper tilbage fra Osgiliath for at forstærke Minas Tirith. Nu skulle han ikke andet end at holde Minas Tirith mod Urukerne, og samtidig beskytte sig i Osgiliath mod Mordors talløse hære. Og talløse, det var de. Den ene hær efter den anden strømmede ud fra den sorte port Morgannon og fra spørgelsesbyen Minas Morgul. Hvad værre var, disse tropper blev ledt af ingen anden end, Minas Morguls hersker, Joerons mest grusomme tjener, Mordors mest nådesløse hærfører, den mægtigste blandt de Ni Naz-Schuldt: Heksekongen fra Angmar! Ingen kendte hans sørgelige oprindelse, men sagnene fortalte , at han engang gerne ville have været Stormester i stedet for Stormesteren, og at han var blevet dømt til for evigt at vandre på Jorden for at søge efter en af Ældsterådets kopper, han kunne kalde sin egen. Ingen vidste hvad denne stakkels skikkelse oprindeligt havde heddet, men på Minas Morguls sorte sprog kaldte de ham, Johannes. Mange århundreder tidligere havde Elronds undersåt, Glorfindel, spået, at “Ingen mand skal nogensinde slå dig på slagmarken!”. Den spådom kendte alle Gondors soldater, og modet sank derfor i deres hjerter. Denethor tænkte for sig selv, at hvis lykken stod ham bi, kunne han godt stå imod Johanumans angreb fra Nord bag ved Minas Tiriths tykke mure og samtidig holde Mordor stangen i Osgiliath. To fronter dog var en udfordring selv for en dygtig hærfører. Men Denethors ulykke skulle ikke stoppe der. Helt oppe i Minas Tiriths tronsal kunne han hører en dump, monoton lyd. Som af senesevis af tunge fødder, der kom marcherende i langsomt tempo. Denethor løb hastigt ud på sin balkon, og Pelennor-sletten spredte sig for hans åsyn. Fra Syd rejste sig en enorm støvsky. Med sit skarpe blik kunne han gennem støvskyen ane gigantiske skikkelser. Større end han nogensinde havde set før. Mange gange større end selv den største Olog-Hai fra Mordor. Denethor vidste med det samme, at det måtte betyde, at Sydens onde mænd, Haradrim, måtte have erklæret krig. Lyden, han havde hørt fra sin tronsal, måtte være lyden af Haradrims olifanter, Mumakil. Nu indså Denethor, at alt håb var ude, og mumlede stille for sig selv: “Nu skuer jeg grant Numenors skæbne”. Det blev Denethors sidste ord, og med dem kastede han sig fra balkonen og til sin død.

Da alt så værst ud for Gondor, skinnede der dog en spinkel stråle lys gennem mørket. Lyset var Gondors for længst tabte kongeslægt inkarneret i den omflakkende strejfer kaldet Traver. Han trådte nu frem af det mørke hans fmailie havde gemt sig i i århundrede og proklamerede, at han var Aragorn II Elessar, retmæssig konge af Gondor. Aragorn kaldte sine mest betroede rådgivere til sig – selv Elrond kom fra Imladris for at deltage i mødet. Han var træt, udmattet af alt for mange nederlag, men han følte, at han skyldte Midgård denne sidste tjeneste. Da alle var samlet i Minas Tiriths tronsal begyndte Elrond med en opgivende tale: “Lige nu står der titusinde orker mellem Frodo og Dommedagsbjerget. Jeg har sendt ham i døden!”. En rungende tavshed. Hvis Elrond af alle havde givet fortabt, kunne der ikke være flere med håb tilbage. Aragorn rejste sig fra sin trone, men sin nyvunde krone på hovedet og sagde med sikker røst: “Nej! Der er stadig håb for Miklo. Han har brug for tid… og sikker færd over Gorgoroths ødemark. Vi kan give ham det!” Alle så forundret op. I denne desperationens time hvordan kunne man stadig have håb? Krigen var da fortabt. “Vi trækker Joerons hære ud af Mordor. Vi tømmer hans lande. Så samler vi vores fulde styrke og marcherer mod Mordor.” Boromir kiggede med vantro på sin nye konge: “Vi kan ikke opnå sejr på slagmarken!”. Aragorn smilede. “Nej, ikke for os selv. Men vi kan give Miklo en chance, hvis vi kan holde Joerons øje fikseret på os. Holde ham blind for alt andet, der bevæger sig!”

I Mordors land, hvor skygger ruge, pønsede Joeron over, hvad den nye konge kunne finde på. Joeron beordrede Heksekongen til at angribe Gondor, inden Aragorn formåede at samle kongeriget bag sig. Med ét sendte han sine orker og huletrolde til angreb mod Osgiliath. Men Aragorn havde forberedt sig. Han havde givet Faramir, Denethors yngste søn, kommandoen over Osgiliath-garnisonen. Faramir var en snarrådig hørfører, der havde udsendt spejdere, og vidste derfor, at angrebet kom. Faramir efterlod byen helt tom og i ly af mørket sneg han sig med hele sin hær om bag Heksekongens angribende styrker. Herfra indtog han Minas Morgul, som Heksekongen havde tømt til sidste mand. Han sendte også et detachement nordpå for at erobre Morgannon, Den Sorte Port. Elrond beordrede Glorfindel til at tage de sidste tropper, han havde i Imladris og marchere mod Moria for at tage det tabte kongerige tilbage. Et skrig lød fra Mordors sorte tårn, Barad-Dur, der kunne høres over hele Midgård. Joeron så pludselig hele sin plan falde fra hinanden. I sejrens time havde han mistet Minas Morgul, Moria var belejret, og en samling Gondor-soldater stod lige foran den sorte port. Med al sin magt bød han alle mørkets soldater at vende om. Han hidkaldte tusindvis af Østens mænd fra Rhun til at forsvare den sorte port, Heksekongen marcherede tilbage mod Minas Morgul, Johanumans tropper marcherede tilbage mod Isengard, og Joeron gjorde alt hvad han kunne for at forskanse sig i Morias miner.

Aragorns plan var lykkedes. Miklo og broderskabet kunne nu uhindret rejse fra Lorien, gennem Emyn Muil og Dødemarsken. Men prisen var høj. Da Miklo endelig ankom til passet ved Cirith Ungol faldt de sidste Gondor-tropper i Minas Morgul til Heksekongens angreb. De havde stået bravt fast i slag, efter slag, efter slag og havde taget i tusinder af orker med sig i døden. Men de havde vidst fra starten, at de aldrig ville komme tilbage fra deres felttog.

Miklo begyndte nu den lange rejse over Gorgoroth-sletten. Med sig havde Miklo og Samvis en lille undseelig vejviser. Et stakkels væsen, som engang havde været Ringens ejer, indtil Miklos onkel, Mikbo, havde fundet den i sit eventyr på vej mod det ensomme bjerg. Vejviseren var bleg, med store hænder, enorme øjne og sylespidse tænder, og blev kaldt Joelum – opkaldt efter de gutturale lyde han ind imellem lavede. Engang havde han vistnok været en af flodfolket – i virkeligheden ikke ulig en hobbit. Dengang var han også gået under et andet navn. På flodfolkets sprog havde han lydt navnet, Johannes. Joelum viste Miklo og Samvis over Gorgoroth-sletten og langsomt men sikkert nåede de foden af Dommedagsbjerget.

Alt imens igangsatte Joeron sin længe ventede invasion af Gondor. Sydens mænd slog til mod Gondors sydlige hær, samtidig med at orkerne fra Mordor gik mod Minas Tirith. Haradrimmerne betalte dyrt for deres angreb. Hvad de ikke vidste var, at Cirdan var kommet sejlende med elverforstærkninger til Dol Amroth. Med store tab til følge slog Haradrimmerne Gondors hære tilbage til den uindtagelige Dol Amroth-fæstning. Men haradrimmerne vidste også, at de umuligt kunne tage fæstningen uden forstærkninger. Mordors orker løb stormløb efter stormløb mod Gondors mure men intet lykkedes. Heksekongen havde dog et sidste es i ærmet. Fra bymurerne kunne Gondors soldater høre orkerne råbe takfast i kor: “Grond! Grond! Grond!” En kæmpemæssig rambuk formet som en ulvs hoved med ild i munden blev trukket af store væsener. Bjergtrolde stod på hver side af rambukken; klar til at sætte den enorme rambuk i svingninger. Tre høje brag lød, og med det fjerde brød Minas Tiriths porte åbne. Aragorn og Boromir samlede hvad de havde af tropper og igangsatte et mægtigt modangreb. Aragorn løb selv forrest med Anduril, Vestens Flamme, hans sværd, der var smedet af Narsils rester. Orkerne blev ved med at strømme ind af porten, men Aragorn, Boromir og Gondors soldater stod fast. Gennem flammerne kome en mørk skikkelse gående. Heksekongen selv. Med sort magi kastede han Boromir til side og greb Aragorn om halsen. “Fjols! Ved du ikke, at ingen mand kan slå mig på slagmarken?”. Selv med Heksekongens hånd om halsen smilede Aragorn. “Jeg kommer heller ikke til at slå dig… på slagmarken!”

I Mordors land, hvor skygger ruge, udspillede der sig en større kamp mellem lyset og Skyggen. Miklo var nået til Dommedagsbjerget og stod parat til at kaste Ringen i flammerne. Hvis han nu bare kunne gøre det, kunne han på én gang gøre det af med Joeron og Johanuman, og alt hvad de stod for. Men bagfra kom Joelum, og råbte: “Nej, Miklo! Du må ikke gøre det! Jeg har brug for Ringen. Uden den bliver jeg aldrig Stormester!” I et vredsudbrud sprang Gollum på Miklo og en vældig kamp udspillede sig i Dommedagsbjergets indre. Miklo forsøgte at snige sig uden om Joelum ved at tage Ringen på, men Joelum gennemskuede ham, sprang på ham og bed hans finger af. Miklo rejste sig med blodet løbende ud af det blødende sår, hvor hans finger havde siddet. Joelum indså pludseligt, at han nu stod med Dommedagsbjergets ildfyldte indre bag sig og Miklo foran sig. Miklo kiggede på ham og sagde: “Der er kun én sand stormester, Johannes!” Og med et kraftfuldt spark satte han sin behårede fod på Joelums brystkasse og sparkede ham og Ringen ned i Dommedagsbjergets glødende lava. Da Ringen nåede den brændende lava gik den i flammer og al den ondskab den havde holdt i live blev brændt med den. Barad-Durs sorte tårn styrtede i grus, Johanuman faldt krampagtigt sammen, alle orker, uruker, bjergtrolde og warger mistede forstanden og flygtede i alle retninger. Med ringen forsvandt Joerons kraft, frygt og ondskab, der havde holdt alle onder kræfter sammen. Joeron var borte; udslettet for aldrig at vende tilbage. Skyggen havde tabt!